afdeling.gif

 

 

Solidaritet på tværs af verden


Af Kira Puk Frandsen, anlægsgartnerlærling, Kjærgaard Anlæg

Det er umuligt lukke øjnene. Selv et blink forstyrrer. Som i trance stirrer jeg ud af bussens vindue, på vejen,eller hvad man nu skal kalde det kaos, der foregår på den anden side af ruden.

Aldrig i mit liv har jeg set noget lignende. Ikke i virkeligheden i al fald. Jeg har aldrig besøgt et udviklingsland før.

Gulligt støv er allestedsnærværende, trænger ind alle steder. Også ned i mine lunger. Luften er sødlig og kvalm. Vejene er pletvist asfalteret, med enorme huller. Trafikken synes ude af kontrol. Bittesmå Suzuki’er blandet op med skrotklare busser uden døre, flotte motorcykler, tuk-tuk’er, og indimellem en oksekærre, konstant dyttende. En sand trafikal symfoni. En mand går på fortovet med fire geder i snor. Kvindernes kjoler lyser igennem støvet, de fineste tynde stoffer i klare blå og røde farver, draperet med guld. På fredelige pletter står køer, hellige som de også er i Nepal, malet i panden med velsignet farvestøv, gumlende på hø og
med slumretæpper på - det er jo vinter.

I januar rejste jeg afsted sammen med fire andre unge 3F’ere, i et program tilrettelagt af 3F International,som i årevis har støttet den faglige organisation i Nepal, med vejledning, og økonomisk. På papiret er det smukke land ét af verdens fattigste.

En tredjedel af BNP’et består af udviklingsstøtte. Grundet politisk uro i to årtier, Kina og Indien som særdeles dominerende naboer, samt ingen nævneværdige forekomster af mineraler eller lignende naturressourcer, har landet mere end almindeligt svært ved at komme på fode.

I 2017 fik Nepals indbyggere endelig den regering, de har haft stemt på i årevis, og mens jeg skriver, går regeringen i gang med at implementere den nye forfatning, som befolkningen har store forventninger til.
Forfatningen indeholder glimrende tiltag til gavn for nepalesiske arbejdere, men hvordan det vil gå med implementeringen, er naturligvis svært at spå.

Som datter af velfærdsstaten Danmark, blev jeg mildt sagt overvældet af mødet med Nepal. Tag nu infrastrukturen. I hverdagen takker jeg ikke staten for at vandet løber rent og koldt fra hanen, at Kystbanen kører hvert 10. minut i myldretiden, eller at der altid er strøm i stikkontakten, og funktionelt netværk overalt.
Men jeg raser over at grundvandet forurenes af de store mængder gødning og pesticider, vi i de seneste 70 år har hældt ud over jorden (No shit, Sherlock!)

Jeg hidser mig dagligt op over førnævnte kystbane, når togene er forsinkede, eller et enkelt tog bliver aflyst, og der tilsyneladende ikke er sat ekstra vogne på næste tog. Og jeg kan ikke forestille mig hvad der ville ske i København, hvis der var strømafbrydelse blot tyve minutter, uvarslet, på en helt almindelig dag.
I hovedstaden Kathmandu slipper folk hvad de har i hænderne, når der kommer vand til den respektive bydel de bor i, for at tage hjem og fylde samtlige beholdere op. Herefter skal vandet koges, sies og renses, før den kan drikkes. I Nepal findes der ingen jernbane. Og i Kathmandu afbrydes strømmen kortvarigt mindst en gang i timen.

Den lille fagforeningsbus drejer ind foran en høj jernlåge. Aflåst. Der bliver banket på, tjekket gennem en lille luge i lågen, og så bliver der åbnet for os. Bussen triller ind i en lille gård. Min gruppe hilser traditionelt med samlede hænder foran brystet og et ‘Namasté’, og bliver vist ind på fabrikken. Øjnene skal vænne sig til halvmørket. Her bliver tekstiler vævet og farvet.

Larmen sønderiver ørerne, dampe og støv er en krads blanding for halsen. Jeg bliver svimmel, og dækker mund og næse med min Buff. Arbejderne dækker også for støvet med tørklæder, ingen bærer værn mod larmen, end ikke hørepropper.

Fagforeningen arbejder for at få arbejdsmiljø på dagsordenen, både for arbejdsgivere, og gennem gratis undervisning til arbejderne. Endnu er det ikke noget vi ser meget til. Ude ved ovnene får jeg lov til at fotografere en ung mand, som ligner en sand helt af arbejdsklassen. Han har bare fødder, et tørklæde for ansigtet, og står i et tykt lang af træstøv. En gigantisk brandfælde er hans daglige arbejdsplads.

I de tolv dage vi er afsted med programmet, bliver vi introduceret for fagbevægelsen i Nepals to største byer, Kathmandu og Biratnagar, møder bygningsarbejdere, og fabriksarbejdere fra forskellige dele af tekstilbranchen, besøger en selvforsynende landsby, og et dallit-samfund. Alle steder er gæstfriheden
fuldstændigt overvældende. Nepaleserne smiler, hilser, så høflige og imødekommende. Når vi taler med dem, fortæller de om deres håb for fremtiden.

Nepal har dét man kalder en svag stat. Billedligt talt er staten en lille maskine, som man ikke helt ved hvorledes fungerer endnu. Maskinen er ved at blive bygget op fra bunden, der skal indkøbes reservedele, og den skal smøres og have brændstof, for at blive velfungerende.
I Danmark har vi umiddelbart en stærk stat. En stor, potent maskine, bygget op over mange år, der kører derudaf. Andre lande ser til os for inspiration.

Men meget kan svække maskinen. Korruption, dårlige politiske beslutninger, og manglende respekt samfundslagende imellem, er ikke noget som smører maskinens tandværk.

Når en lille statslig maskine skal bygges op, foregår der en del implementering, på to plan; det strukturelle, og det kulturelle. I over hundrede år har danskere arbejdet med store projekter; demokratisering af staten, fagbevægelsen, og ligestilling.

Disse processer er langsommelige. Lad os tage et eksempel. Nepal kæmper med korruption. Det er et stort projekt, en start kan være lovgivning imod det (struktur) Loven skal naturligvis håndhæves (struktur) og være lige for alle (kultur) Samtidig må folket have en holdning til at korruption er uacceptabelt (kultur) De to kræfter vil ideelt forstærke hinanden indtil korruption en dag er en sjældenhed i Nepal.

Dét er en implementeringsprocess. Det kan tage år, årtier, århundrede. Før Nepal var implementering ikke en del af min bevidsthed. Statslige processer var ikke noget jeg sendte mange tanker efter. Men det har ændret sig. Nu lytter jeg til radioen, læser avisen og ser fjernsyn på en ny måde. Kald det dannelse. Min horisont har udvidet sig, og selvom jeg stadig skælder ud på den tomme perron, når toget er forsinket, véd jeg at jeg er en priviligeret borger i et trygt samfund. Indimellem tænker jeg på at det kan ændre sig, hvis vi ikke passer på.

Hermed sender jeg mine nepalesiske søstre og brødre mine mest højtsvævende solidariske tanker, og håber deres nye forfatning bliver vel implementeret snarest muligt. Jeg ser frem til at besøge Nepal igen en dag.

KLIK PÅ BILLEDET OG LÆS....

 

Kira Puk Frandsen, med ansigtet dækket ind på grund af den meget støvfyldte luft på fabrikken En medarbejder i fuld arbejdsuniform, bemærk sikkerheden for fødderne Resultatet af forarbejdningen Flotte farvestrålende dragter er normen i Nepal